Thailand - torsdag den 11. februar 2010
Damnoen Saduek flydende marked
Det var stadig mørkt, da vi stod op og gjorde os klar til at indtage morgenmaden. Klokken 6 var vi klar i morgenrestauranten på 10. sal og efter en hurtig omgang mad, stod vi klar i receptionen, hvor vi blev afhentet præcis kl. 6:30.
Turen gik gennem Bangkoks gader med morgentrafikken. Allerede nu var den tæt. Efter en lille halv times kørsel, skulle vi flytte fra vores store bil til en bus. Det var vi nu blevet advaret om, så det kom ikke som nogen overraskelse.
Bussen var langtfra fyldt. Vi var ikke nået ret langt, før jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt mine briller i den bil, vi havde kørt med før. Jeg skyndte mig op til guiden, der sad og småmumlede noget på første sæde. Han kvikkede helt op ved, at nogen kontaktede ham og han skyndte sig at ringe tilbage til den chauffør, vi havde kørt med. Så lød det, som om der var styr på tingene. Brillerne var fundet, så jeg kunne lige så godt glemme alt om dem, mens vi var på tur.
Vi fortsatte ud af Bangkok og kørte ned mod sydvest. Det gik bl.a. forbi Thailands største saltsyderi, der bestod af store arealer med lavt vand, som man simpelthen lod tørre ud, hvorefter man havde saltet tilbage. Det lå så i store stakke ude ved vejen og jeg tænkte på, hvordan hvid sne ser ud efter bare 2-3 dage, når det ligger ud til en vej... Bilerne forurener.
Vi nåede efterhånden frem til turens første stop, der var et sted, hvor man udvinder sukker af blomsterne fra kokospalmer. Det havde vi ikke hørt om før men det smagte meget lækkert - og selvfølgelig sødt. Samme sted var der en orkidefarm og den måtte vi selvfølgelig også se nærmere på. Det kunne jo være, at der var nogle gode motiver...
Efter en lille halv time fortsatte turen til selve det flydende marked, som var hovedattraktionen efter vores mening. Mens vi kørte, mumlede guiden videre i mikrofonen. Der var givetvis en masse gode informationer men vi kunne kun høre halvdelen af, hvad han sagde. Der var ikke rigtig nogen, der gad gøre opmærksom på det, for så skulle man jo til at høre efter...
I byen med det flydende marked, blev vi sat på en longtailbåd, som guiden mente hed en James Bond båd, fordi den har været brugt i en film med den kendte herre.
Så skal jeg ellers lige hilse at sige, at det gik derudad. Op og ned af forskellige kanaler i et rasende tempo, gik det. Det var faktisk vældigt fornøjeligt og lidt fantastisk, så hurtigt disse både kan sejle. Jeg havde indtryk af, at vi blev sejlet lidt frem og tilbage og havnede sikkert tæt på udgangspunktet.
Så forklarede vores guide, hvordan vi skulle finde frem til bussen og vi blev sluppet løs på det store marked. Men hvor fanden var det flydende marked??? VI kunne godt se en enkelt lille båd med diverse frugter men ellers var markedet såmænd på landjorden og det var ikke det, vi var kørt efter...
Vi gik boderne på land igennem og fandt derefter frem til guiden, der forklarede os, at vi skulle ud til bussen og så fortsætte til venstre af en vej, før vi kom til det rigtige flydende marked. En ganske interessant information, som - hvis vi ikke havde fået den - ville gøre turen til en katastrofe.
Vi fandt frem til markedet og det var straks mere interessant at se, hvordan de mange boder sejlede rundt blandt turistbådene. Det var typisk sådan, at bådene med varer til salg var små og turistbådene var store. Men sælgerne var åbenbart vant til at manøvrere rundt, for de lod ikke til at tage notits af at blive skubbet og puffet til.
Tiden gik og vi skulle tilbage til bussen, for at fortsætte til næste stop: en stor møbelfabrik.
Det var også en fin oplevelse. Der var mange arbejdere i gang med at lave forskellige træarbejder. Og det var absolut ikke samlebåndsarbejde, der var gang i. Nej, det var meget individuelle produkter og man kunne købe alt fra små souvenirs til store skabe, borde og stole. Ikke alt var lige pænt men generelt var møblerne fantastiske at kigge på.
Efter en hurtig tur gennem fabrikkens showrooms, gik dagens tur tilbage mod Bangkok. Der var tid til et lille powernap på turen.
I Bangkok blev vi atter lodset om i en mindre bil, jeg fik mine briller og så gik det tilbage til vores hotel. Klokken var mere end 14 og vores frokost kaldte. Vi valgte at gå ned til havnen tæt på vores hotel, for at spise på en restaurant, som en hotelmedarbejder havde anbefalet os dagen i forvejen. Den havde fin udsigt over floden og vi fik bor på først parket.
Det var spændende at se det hektiske liv, der var på floden. Der var altid noget at se på, mens vi ventede på vores mad. Marie og jeg bestilte store rejer i rød karry og Lasse nappede en wienersnitzel.
Så var det tilbage til hotellet, for at få et velfortjent bad i swimmingpoolen - troede vi, for hotellets reception ville noget andet.
De spurgte, om vi ikke skulle tjekke ud i dag? Det mente vi ikke, men vi var jo en gang blevet snydt med en dato (i Chiang Mai), så vi måtte lige op på værelset, for at tjekke vores papirer. Det viste sig, at receptionen havde ret. Vi skulle faktisk flyve hjem i aften!
Vi fik lov at beholde værelset til kl. 18 (mod et mindre beløb forstås) og havde dermed fornuftig tid til at få pakket og få et forfriskende bad. Selv om vores planer var blevet groft forpurret og vi skulle rejse hjem, så foregik det hele i en god ro. Jeg tror, at vi alle var lidt lettet over, at vi skulle hjem i dag. På en eller anden måde, så ville den næste dag blive i et vakuum, fordi det ville sidde i baghovedet, at der var hjemrejse - uanset, hvad vi foretog os.
Alt dette var vi fri for at tænke på, for nu var det nu. Vi tjekkede ud kort før kl. 18 og nåede lige ned i gaderne, for at gøre de sidste desperate indkøb: tørrede kinesiske svampe, som koster en bondegård i Danmark.
Vi havde endnu ikke fået kinesisk mad i Chinatown, så det skulle være "den sidste nadver" i Bangkok. På hotellets 8. etage var der en kinesisk restaurant og det var passende bekvemt at spise dér. Vi fortrød dog lige så snart vi havde bestilt, for her var ingen atmosfære og et kedeligt lokale, som vi i øvrigt havde for os selv - til at begynde med.
Vi kunne lige så godt have spist på restauranten på 25. etage. Her var der også kinesisk mad og en fornem udsigt. Men pyt, vi havde bestilt.
Jeg bestilte en omgang sizhuan hot and sour soup og til hovedret fik vi alle kylling. Marie og jeg fik en lille portion med cashewnuts. Det smagte super. Lasse bestilte fried chicken - en stor portion. Og den var STOR.
Så var det tid at begynde hjemrejsen. Vi tog afsked med hotellet, der var fint pyntet i anledning af det kinesiske nytår - ligesom hele chinatown selvfølgelig. For 900 bath blev vi fragtet fra hotellet til lufthavnen. En taxa ville nok have kostet det halve men vi var blevet lidt dovne. Og vi blev belønnet med en wan med plads til 10 personer, så der var god plads til bagage og os.
Turen til lufthavnen tog ca. 30 minutter, så prisen på 900 bath (135 kr.) var i orden. Med chaufføren tog vi også afsked med den menige thailænder for denne gang. Han var symptomatisk for dem, vi har mødt. Venlig, imødekommende og vil gerne i snak - men kan kun meget lidt engelsk.
Selv om vi var i Bangkoks store nye lufthavn ca. 3 timer før afrejsen, så kunne vi tjekke ind og få afleveret vores bagage. Vi havde været lidt spændte på vægten. Turkish Airlines har en vægtgrænse på 15 kg. og det er lidt, når man har været i Thailand. På hotellet havde vi vejet alle 3 rygsække og de lå meget tæt på 15 kg. alle 3. Ved skranken var vægten imidlertid omkring 47 kg. tilsammen. Men der blev ikke snakket om overvægt...
Vi fik nærstuderet den toldfrie afdeling i lufthavnen men nåede hurtigt frem til, at der ikke var noget, som vi gad slæbe med hjem. De havde godt nok Laphroaig whisky på tilbud. 2 flasker for 3.000 bath (ca. 450 kr.), hvilket ikke var synderlig billig.
Vi slentrede ud til vores gate, der lå i den fjerneste ende af lufthavnsbygningen. Her kunne vi også tjekke ind ved gaten og sørme om ikke de begyndte at kalde ud til flyet en times tid før vi reelt skulle flyve. Om vi kom af sted før planlagt afgang, ved jeg ikke. Vi var i hvert fald ikke forsinket.
Trætheden meldte sig hurtigt. Det var jo sent på aftenen efter vores tidsregning, men vi havde læst, at det var klogt ikke at sove, når man fløj mod vest. Det kunne vi ikke holde, så vi blev enige om, at det var bedst at få sovet på strækningen til Istanbul. Det var heller ikke noget problem. Marie og jeg nåede at få lidt at spise, men det var Lasse for søvnig til.
